Joomla

 

Vi har i løbet af de sidste 10 år arbejdet i et utal af cms-systemer, lige fra de bittesmå (nød-)løsninger til de store, komplekse og hammerdyre systemer. Og en af de udfordringer, som næsten set alle cms-systemer lider under, er at holde formateringen. Forestil dig, at du sidder som webredaktør af et site, skriver en god underside, opstiller og pynter med fed og overskrifter og indrykninger - og når du gemmer, er det hele et rod igen.

Vores holdning er, at vores kunder ikke skal kunne skrive i html-koder, og de skal ikke være teknisk minded for, at det skal virke.

Et cms-system skal "gøre, som man siger"... Og det gør Joomla stort set altid - i hvert fald langt oftere og mere stabilt end selv dyre systemer.

 

joomla logo black
Hvad er Joomla?

Joomla er et open souce-cms-system. Cms står for ”Content Management System” og er det software, som organiserer og styrer din hjemmesides indhold, tekst og billeder.

At det er ”Open Source” betyder dels, at det er gratis at anvende - og ikke mindst, at det er udviklet ud fra en tanke om at dele udvikling og programmering. Verden over sidder der folk, som videreudvikler og fornyr Joomla, hvilket gør det til et meget omfattende cms-system, som supporteres af et stort antal webudviklere.

Ordet "Joomla" kommer i øvrigt fra swahili og betyder ”sammenhold/helhed” og er i dag blandt verdens mest udbredte open-source-systemer.


Hvordan virker det?

Et site bygget i Joomla består af en front-end og en back-end;

Front-end
Front-end er ”forsiden” af dit site, det vil sige sådan, som den ser ud for alle besøgende. Sitet består af forsiden og en række undersider, der er struktureret i en menu.

Back-end

Dit site er bygget op med et cms-system, så du selv kan opdatere og redigere i bl.a. menuen, tekster og billeder. Det gør du i sitets administrationssystem, det vi kalder back-end. Back-enden kommer du ind på efter login med dit unikke brugernavn og kodeord.

Artikler, moduler og komponenter
Alt indhold på din hjemmeside bliver styret gennem back-end’en - det gælder både tekst, billeder, dokumenter og evt. lyd og videosekvenser.

Indholdet skrives primært i artiklerne, som redigeres i en editor, der minder meget om den, du kender fra fx word. Det er nemt, og du kan med det samme se, hvad du har ændret.

Udover artiklerne kan man også lægge tekst og billeder i moduler. Moduler er steder på hjemmesiden, som vi gerne vil tvinge til at ligge bestemt steder. Det kan fx være i footeren, som er adresselinjen nederst. Eller det kan være i faktabokse, der skal placeres på nogle sider og ikke andre. Modulerne har ligeledes en editor, som gør det nemt at redigere.

En komponent i Joomla kan bedst forklares som en "udvidelse" af hjemmesiden - altså en lille, ekstra tilføjelse, som kan noget særligt. Ønsker du et nyhedsbrv, der arbejder sammen med hjemmesiden og sendes direkte fra back-end, så er det en komponent. Eller et kalendersystem. Eller de skiftende billeder på forsiden her på denne hjemmeside. Det er alle komponenter.

Vi specialprogrammerer rigtig mange komponenter, så de kan netop det, I har brug for. Vi har fx programmeret særlige kursusmoduler, som er integreret i en kalender og som automatisk sender bekræftelse, materialer og kursusbeviser ud til deltagerne. Eller et avanceret tilmeldingssystem, der styrer sportsaktiviteter, deltagere, trænere og ventelister.

Noget af det er ret langhåret, men der er intet, der ikke kan lade sig gøre.


Opdatering

Det allervigtigste for en hjemmeside er, at den er opdateret. Alt for mange bruger masser af penge, tid og kræfter på at udvikle en flot og indbydende hjemmeside, men efter kort tid får den lov at leve sit eget liv. Og selvom Joomla er et supergodt cms-system, ja, så opdaterer det ikke sig selv.

Når I har fået udviklet en Joomla-site hos os, holder vi jer altid i hånden, indtil I er selvkørende. Nogle kunder får en individuel manual, der forklarer, hvordan netop deres hjemmeside fungerer, og i mange tilfælde tager vi også ud og holder kursus i den daglige brug af jeres nye site.

Endelig vælger en stor del af vores kunder, at tiden er for kostbar til den slags, og derfor lader de os klare opdateringen - enten løbende, når der er noget, eller med et fast interval. Til disse tilbyder vi en særlig opdateringskonto.


Kontakt os

 
 


Webkommunikator
Gyldenstenvej 25
5230 Odense M
Telefon: 28 18 93 04
mail@webkommunikator.dk


Eller brug vores kontaktformular